Når vi har telefonen, er vi ikke bundet derhjemme. Vi kan lave alle de dagligdags ting, vi nu skal. Gå til fødselsdage, fester og andre arrangementer. Sågar stå i et fitnesslokale med sved på panden – Dog Altid med mulighed for at tage telefonen.

Det er blevet en vane at have kuglepen og papir med sig overalt.

I dag måtte jeg bryde ud af flere dagligdagsting for at tage telefonen.

Første opkald kom, da jeg stod under bruseren. Hurtigt fik jeg slukket, og taget telefonen med rester af sæbe i håret. Det var en pårørende, som ønskede råd vedr. savnet søn. Vi fik en god snak, og jeg blev færdig.

Jeg kører derefter til en genbrugsbutik. Jeg har en stand i håb om at komme af med en masse ting, der samler støv herhjemme.

Da jeg ankommer, får jeg et opkald. Denne gang fra en pårørende i en afsluttet sag. Dette er en kort samtale, hvor vi får nogle praktiske ting på plads. Jeg fortsætter min gøren. Ligesom jeg kommer ud af butikken, ringer samme pårørende igen. De samtaler kan vi have privat og ugeneret i bilen.

Jeg kører retur, skal dog lige handle på vej hjem. Midt i Rema ringer telefonen. Jeg får sagt lavt: Missing People, det er vagthavende. Normalt plejer jeg at stille varerne og løbe ud i bilen (Eller hvis jeg er heldig, at jeg er med en anden fra husstanden, får de lov til at betale, mens jeg løber ud)

I dag er jeg i min lokale butik, hvor min søn arbejder. Jeg fik lov til at få et hjørne af lageret i fred og ro. Dette var et opkald fra en pårørende, som heldigvis kan fortælle, at savnede er fundet i god behold. Da jeg har lagt på, kan jeg afslutte sagen på de sociale medier via telefonen.

Jeg er i aften alene hjemme, og tillader mig at se Løvens Hule på DR1, mens jeg indtager maden. Midt i en mundfuld kylling ringer telefonen. Slukker hurtigt tv, og snakker med pårørende. Dette var en, som søgte råd til savnet ægtefælle. Vi aftaler, at hun ringer tilbage, hvis det bliver aktuelt.

Jeg vil nu sætte mig hen og se programmet færdigt. Og snart kan jeg give telefonen videre til næste vagthavende.